4 Kan eller skal det formueretlige forhold mellem ægtefæller registreres?
4.1. Findes der et eller flere registre over formueretlige forhold i dit land? Hvor?
Formueforhold og samlivskontrakter i Belgien bliver registreret i det centrale register over ægtepagter, som er en lovpligtig national database. Det digitale register føres af den kongelige sammenslutning af belgiske notarer.
4.2. Hvilke dokumenter registreres? Hvilke oplysninger registreres?
Alle ægtepagter og ændringer (ændringer af formueordningen eller overgang til en anden ordning), der er indgået efter den 1. september 2011, og samlivskontrakter, der er indgået efter den 1. september 2015, som er udarbejdet af en belgisk civilretlig notar, registreres i det centrale register. Endvidere er alle ægtepagter, som er indgået i perioden fra den 1. september 1981 til den 1. september 2011 ligeledes blevet registreret, for så vidt angår de ægtepagter, hvor begge parter stadig lever. Endelig registreres retsafgørelser, som indeholder en ændring af en eksisterende formueordning eller samlivskontrakt. Registeret indeholder ikke selve retsakterne, men kun metadata. For eksempel viser registret, hvornår de pågældende indgik en ægtepagt eller foretog en ændring samt hvilken formueordning, der blev valgt. Endvidere registreres oplysninger om parterne, ligesom identifikationsoplysninger om den person, som har udarbejdet retsakten eller som opbevarer den, registreres. Retsakten og dens faktiske indhold forbliver således fortroligt.
4.3. Hvem kan få adgang til oplysningerne i registret og hvordan?
Civilretlige notarer, diplomater med notarfunktion, fogeder og justitssekretærer har adgang til registeret. Andre offentlige myndigheder kan også få adgang, men kun i det omfang det er nødvendigt, for at de kan udføre en specifik opgave. Parterne i en ægtepagt eller en samlivskontrakt har ligeledes adgang til de data, der vedrører dem selv. Tredjeparter skal godtgøre, at de har en legitim interesse deri, og de skal anmode om adgang hos den kongelige sammenslutning af belgiske notarer.
4.4. Hvilken juridisk virkning har registreringen (gyldighed, mulighed for at gøre indsigelse)?
Der er ingen retlige konsekvenser af en registrering i det centrale ægtepagtsregister.