1 Hvilken lovgivning gælder?
1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?
For ægteskaber indgået indtil den 28. januar 2019 gælder nationale tyske regler. Hvis der ikke foretages lovvalg, vil den anvendte lov være den, som gælder der, hvor ægtefæller på tidspunktet for ægteskabet har fælles statsborgerskab. Hvis ægtefællerne ikke på det tidspunkt har samme statsborgerskab, gælder loven i den stat, hvor de har fælles bopæl. Alternativt bliver ægteskabets retsvirkninger underlagt loven, som ægtefællerne tilsammen er tættest knyttet til ( art. 15, stk. 1, EGBGB[ikrafttrædelsesloven til den tyske retsplejelov] sammen med art. 14, stk. 1, 1-3 EGBGB).
Art. 16, stk. 1, EGBGB indeholder en bestemmelse angående beskyttelse af tredjeparter, som handler i god tro, og som er berettigede til at påberåbe sig den tyske formueordning, medmindre andet fremgår af registret for ægteskabelige formueordninger.
Den tysk-iranske venskabstraktat af 17. februar 1929 foreskriver, at den respektive nationale lov skal anvendes for ægtefæller, som begge er iranske statsborgere bosiddende i Tyskland og for ægtefæller, som begge er tyske statsborgere bosiddende i Iran (jf. endelige protokol vedrørende art. 8, stk. 3, i traktaten). Endvidere gælder, i medfør af art. 15, stk. 4, EGBGB, bestemmelserne i loven om ægtefællers formueforhold for (tyske) fordrevne personer og flygtninge .
Efter vedtagelsen af Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 gælder nye regler for fastsættelse af lovvalg for alle ægteskaber, der er indgået fra den 29. januar 2019, og for ægteskaber, der er indgået inden datoen for forordningens ikrafttræden, hvor ægtefællerne har foretaget et lovvalg for deres formueforhold fra den 29. januar 2019.
I mangel af en lovvalgsaftale fastsætter artikel 26 følgende rækkefølge af forbindende forhold for fastsættelse af lovvalget:
- Ægtefællernes første fælles sædvanlige opholdssted efter ægteskabets indgåelse.
- I mangel heraf, ægtefællernes fælles statsborgerskab på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Dette kriterium kan ikke anvendes, hvis ægtefællerne har flere fælles statsborgerskaber.
- I mangel heraf vælges loven i den stat, som ægtefællerne har den tætteste tilknytning til på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.
Som en undtagelse, og forudsat at en af ægtefællerne ønsker det, kan den kompetente retsmyndighed beslutte, at loven i en anden stat end den, hvor de havde deres første fælles sædvanlige opholdssted efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse (artikel 22.3).
1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?
Indtil den 28. januar 2019, tillader tysk lov i princippet valg af gældende lov, men begrænser det til bestemte retssystemer. For eksempel er det muligt at vælge en stats lov, hvis den ene af ægtefællerne er statsborger i den stat eller har sit normale opholdssted der. Desuden kan der for fast ejendom alene vælges den lov, der gælder på det sted, hvor ejendommen er beliggende ( art. 15, stk. 2, EGBGB). Et lovvalg skal nedskrives som et beviskraftigt dokument. Kun i det tilfælde, hvor valget foretages i udlandet, er det tilstrækkeligt at opfylde enten de formelle krav til ægtepagter, som er fastsat i den valgte lov eller af loven på det sted, hvor valget foretages (art. 14, stk. 4, EGBGB og art. 15, stk. 3, EGBGB).
Forordning (EU) 2016/1103 giver mulighed for at vælge loven i en af de stater, i hvilken mindst en af ægtefællerne er statsborger eller loven i den stat, hvor en af ægtefællerne havde sædvanligt opholdssted på tidspunktet for lovvalget for deres ægteskabelige formueret (Artikel 22). Dette valg kan kun foretages på lovlig vis fra den 29. januar 2019 og skal nedfældes i en ægtepagt eller en lovvalgsaftale og være i overensstemmelse med de formelle krav fastlagt i artikel 23. Ægtefællerne kan indrette deres ægteskabelige formueret via en kontrakt (ægtepagt). Ægtepagten skal registreres af en notar, og begge parter skal være til stede (paragraf 1408 og 1410 Tysklands civillovbog (»BGB«)).
Endelig vil lovvalget for den ægteskabelige formueret under ægteskabet kun få virkning for fremtiden, medmindre andet er aftalt mellem ægtefællerne, og uden at dette berører tredjemands rettigheder.
