1 Hvilken lovgivning gælder?

1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?

I overensstemmelse med artikel 2590 i retsplejeloven gælder for ægtefællernes formueforhold den lov, som de har valgt. Foretages der ikke et lovvalg om dette, reguleres den ægteskabelige ejendom af den lov, som gælder for ægteskabets generelle retslige virkninger. Artikel 2589 i retsplejeloven foreskriver, at ægteskabets generelle retslige virkninger reguleres af loven, som gælder, hvor ægtefællerne har fælles normalt opholdssted, og hvis ikke ægtefællerne har et fælles normalt opholdssted, da reguleres de af loven i det land, hvor ægtefællerne er statsborgere. Hvis ægtefællerne heller ikke har fælles statsborgerskab, da gælder loven i den stat, hvor ægteskabet blev indgået. Det er imidlertid værd at bemærke, at der fraviges fra disse bestemmelser, hvad angår ægtefællernes ret til familiens bolig, og de retslige forhold vedrørende sådanne boliger reguleres af loven på det sted, hvor boligen er beliggende. Rumænien har ikke underskrevet Haag-konventionen af 14. marts 1978 om lovvalg i forbindelse med formueforhold mellem ægtefæller.

1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?

Ægtefæller har mulighed for at vælge, hvilken lov der skal gælde for deres ægteskabelige formueforhold. Deres valg er i henhold til art. 2590, stk. 2, i retsplejeloven begrænset til: loven i den stat, hvor en af ægtefællerne har sit normale opholdssted på den dag, hvor beslutningen træffes; loven i den stat, hvor den ene eller anden af ægtefællerne er statsborger på datoen, hvor beslutningen træffes, eller loven i den stat, hvor ægtefællerne etablerer deres første fælles normale opholdssted efter ægteskabets indgåelse. Aftalen om lovvalg kan indgås før ægteskabets indgåelse, ved ægteskabets indgåelse eller under ægteskabet. Hvad angår udformningen, skal aftalen opfylde de betingelser, som opstilles af den valgte lov eller af loven på det sted, hvor aftalen indgås. I hvert tilfælde er det imidlertid obligatorisk, at der foreligger et dateret dokument, som er underskrevet af begge ægtefæller. Medmindre ægtefællerne har aftalt andet, har den nyligt valgte lov udelukkende virkning fremadrettet. Aftalen må ikke skade tredjeparters rettigheder.