5 Hvilke konsekvenser har skilsmisse/separation?
5.1. Hvordan deles aktiver (tinglige rettigheder)?
I tilfælde af skilsmisse bliver ægtefællernes fælleseje opdelt. Først opdeles ægtefællernes personlige ejendom. Herefter betales godtgørelser og gæld. Endelig modtager hver ægtefælle halvdelen af fællesejet. Reglen om lige andele er obligatorisk, hvilket betyder, at enhver aftale, der bestemmer anderledes, vil være ugyldig og bortfalde (art. 1730 CC). Selv hvis ægtefællerne har bestemt, at et fuldstændigt fælleseje skal være gældende for deres formueejendom, vil ægtefællerne i tilfælde af skilsmisse kun modtage det, de ville være berettigede til under den lovbestemte ægteskabelige formueordning (art. 1790 CC).
Hvis ikke ægtefællerne opnår enighed angående opdelingen af deres fælleseje, vil ejendommen blive opdelt af retten. Hvis ægtefællerne bliver enige om delingen af deres fælleseje, vil en sådan deling blive udført med tilstedeværelse af den civilretlige notar eller på folkeregistret.
5.2. Hvem hæfter for eksisterende gæld efter skilsmissen/separationen?
Ved delingen af fællesejet deles den fælles gæld også. En sådan deling har imidlertid kun virkning for kreditorer, hvis de har givet samtykke.
5.3. Har en ægtefælle krav på en udligningsbetaling?
Hvis værdien af de aktiver, en ægtefælle har modtaget ved delingen af formuen, overstiger den del, han/hun er berettiget til, kan ægtefællerne aftale en udligning i form af lignende aktiver eller betaling. I dette tilfælde udregner den civilretlige notar beløbet, der skal betales i udligning, i overensstemmelse med værdien af aktiverne, gælden og hver ægtefælles andel af fællesejet. Hvis ikke ægtefællerne kan opnå enighed, afgør retten udligningen.