1 Hvilken lovgivning gælder?

1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?

De grundlæggende regler for afgørelse af, hvilken lov der finder anvendelse, findes i lov nr. 91/2012 Coll. om international privatret. I henhold til afsnit 49, paragraf 3 i Loven om international privatret er formue- og personforhold mellem ægtefæller underlagt loven i den stat, hvor ægtefællerne har bopæl. Hvis ægtefællerne har deres første faste bopæl i forskellige lande, er deres formue- og personforhold underlagt loven i den stat, hvori begge ægtefæller er statsborgere. Hvis ægtefællerne har forskellige nationaliteter, er forholdene underlagt tjekkisk lov. Spørgsmålet er ligeledes underlagt bilaterale traktater om juridisk bistand i civil-, handels- og familieretlige sager indgået mellem Den Tjekkiske Republik og de forhenværende socialistiske stater (f.eks. traktat med Bulgarien dateret 25.11.1976, traktat med Polen dateret 21.12.1987, traktat med den tidligere Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien dateret 21.1.1964, traktat med Rumænien dateret 11.7.1994), hvori tilknytning gennem nationalitet er afgørende for, hvilken lov der findes anvendelse. Tilknytningen gennem ægtefællernes fælles bopæl anvendes kun, såfremt ægtefællerne har forskellig nationalitet. I traktaten med det tidligere Sovjetunionen underskrevet den 12.8.1982 (bindende for Rusland, Moldova, Kirgisistan og Georgien) og i traktaten med Ukraine dateret 28.5.2001 anvendes tilknytning gennem ægtefællernes fælles bopæl. Bestemmelserne i disse internationale traktater skal anvendes i stedet for den lovmæssige bestemmelse.

Registrerede partnerskaber og lignende forhold og deres effekter, inklusive ændring af partneres person- og formueforhold, er underlagt loven i den stat, hvor det registrerede partnerskab eller lignende forhold blev indgået (afsnit 67 paragraf 2 i Loven om international privatret).

1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?

Iht. afsnit 49, paragraf 4 i Loven om international privatret kan ægtefæller aftale, at deres formueforhold skal være underlagt:

  • loven af den stat, hvori en af ægtefællerne er statsborger, eller
  • loven af den stat, hvor en af ægtefællerne har sin første faste bopæl, eller
  • I tilfælde af fast ejendom loven af den stat, hvor den faste ejendom befinder sig, eller
  • den tjekkiske lov.

Aftalen skal udarbejdes af en civilretlig notar i form af et officielt bekræftet dokument eller i lignende form, hvis aftalen indgås i udlandet.