3 Hvordan kan ægtefællerne organisere deres formueretlige forhold?

3.1. Hvilke bestemmelser kan ændres af en aftale, og hvilke kan ikke? Hvilke formueretlige forhold mellem ægtefæller kan vælges?

Ægtefæller kan ændre deres formueretlige forhold ved at indgå en ægtepagt (Art. 37 FC). Ægtepagten bør kun indeholde bestemmelser om ægtefællernes formueforhold. Blandt andet kan ægtefællerne bestemme, hvilke aktiver der skal omfattes af fællesejet, og hvem der skal bemyndiges til at råde over eller afhænde fællesejet. Ægtefællerne kan ligeledes indgå aftale om særeje. I en ordning om særeje er de aktiver, hver ægtefælle erhverver i løbet af ægteskabet, vedkommendes personlige ejendom (Art. 33 FC). Der er intet fælleseje, kun ægtefællernes personlige ejendom.

For anliggender, der ikke reguleres i ægtepagten, anvendes bestemmelserne i den legale ordning om formuefællesskab (Art. 38 FC).

3.2. vad er de formelle krav, og hvem skal jeg kontakte?

Ægtepagten skal udfærdiges skriftligt og indgås personligt af parterne med legalisering af underskrifterne og autentifikation af indholdet (Art. 39, par. 1 FC).

Såfremt ejendomsret over fast ejendom etableres eller overføres i kraft af ægtepagten, har den civilretlige notar, i hvis region ejendommen befinder sig, kompetence (Art. 39, par. 2 FC).

3.3. Hvornår kan aftalen sluttes, og hvornår træder den i kraft?

Parterne kan ligeledes indgå en ægtepagt i løbet af ægteskabet (Art. 37, par. 3 FC). Indgås den før ægteskabet, træder den i kraft fra datoen for ægteskabets indgåelse at regne. Indgås den i løbet af ægteskabet, træder den i kraft fra datoen for dens indgåelse eller fra den i ægtepagten angivne dato (Art. 40, par. 1 FC).

3.4. Kan en eksisterende aftale ændres af ægtefællerne? Hvis ja, under hvilke omstændigheder?

Ægtepagten kan desuden ændres. Ændringen skal foretages i samme form, som ægtepagten blev indgået i (Art. 41, par. 1 FC).