6 Hvilke konsekvenser har dødsfald?

Den længstlevende ægtefælle er altid berettiget til en andel i formuen eller, i tilfælde af at der foreligger testamente fra den afdøde, andel i den ikke-disponible del af formuen. Således er den længstlevende ægtefælle berettiget til en andel, uanset om afdøde har efterladt gyldigt testamente eller ej. Den længstlevende ægtefælles andel afgøres på grundlag af, hvorvidt der findes andre arvinger og i overensstemmelse med § 44 af Cap. 195, se herunder:

  • i) Hvis afdøde foruden ægtefællen efterlader sig børn eller børns efterkommere, skal ægtefællens andel være lig hvert barns andel. Således skal ægtefællens andel udgøre en tredjedel, såfremt afdøde efterlader sig en ægtefælle og to børn. Hvis et af afdødes børn døde, mens afdøde var i live, vil dette barns børn (dvs. afdødes børnebørn) være berettiget til den andel, som deres forælder ville have modtaget, havde han eller hun været i live.
  • ii) Hvis afdøde ud over ægtefællen ikke efterlader sig børn eller børns efterkommere, men efterlader sig forfædre eller deres efterkommere eller slægtninge i op til tredje led, så vil ægtefællens andel udgøre halvdelen af formuen eller af den ikke-disponible del af formuen. Udtrykket "forfædre eller deres efterkommere eller slægtninge" bør også omfatte slægtninge, der ikke nedstammer i direkte linje, da enhver henvisning til efterkommere ellers ville være meningsløs; enhver efterkommer i direkte linje ville således være dækket af i) ovenfor.
 Således gælder det, at hvis afdøde efterlader sig forældre, bedsteforældre, søskende, onkler, tanter, nevøer eller niecer, så vil den længstlevende ægtefælles andel udgøre det halve af formuen. Det har ingen betydning, om afdøde efterlader sig én eller flere forfædre eller disses efterkommere eller slægtninge i op til tredje led. Eksistensen af blot en enkelt af disse er nok til, at den længstlevende ægtefælles andel begrænses til halvdelen.
  • iii) Hvis afdøde ud over ægtefællen ikke efterlader sig børn eller børns efterkommere, og heller ikke efterlader sig forfædre eller deres efterkommere eller slægtninge i op til tredje led, men efterlader sig forfædre eller deres efterkommere eller slægtninge i op til fjerde led, så vil ægtefællens andel udgøre tre fjerdedele af formuen eller af den ikke-disponible del af formuen. Således gælder det, at hvis afdøde efterlader sig fætre og kusiner, bedsteforældres søskende eller søskendes børnebørn, så vil ægtefællens lovbestemte andel begrænses til tre fjerdedele.
  • iv) Hvis afdøde ud over ægtefællen ikke efterlader sig børn eller børns efterkommere og heller ikke efterlader sig forfædre eller deres efterkommere eller slægtninge i op til fjerde led, så vil ægtefællen arve hele formuen eller hele den ikke-disponible del af formuen.