England/Wales

I England og Wales er man ikke forpligtet til at oprette testamente, og der er ingen forbeholdte/obligatoriske formueandele til længstlevende ægtefæller.

I tilfælde af intestatarv arver ægtefællen i henhold til § 46 i lov om formueforvaltning af 1925. Det nøjagtige krav afhænger af, hvorvidt afdøde efterlader sig børn ("livsarvinger") og/eller en forælder, en blodbeslægtet bror eller søster, eller en blodbeslægtet brors eller søsters livsarvinger.

Uanset om der er testamente eller ej, kan den længstlevende ægtefælle gøre krav på afdødes formue til økonomisk forsørgelse som bestemt af retten ifølge arveloven (forsørgelse af familie og forsørgelsesberettigede) af 1975.

Skotland

I tilfælde af intestatarv har den længstlevende ægtefælle forudbestemt førsteret til boligen, møblerne og et pengebeløb (§ 8 og § 9 i arvefølgeloven (Skotland) af 1964).

Hvis disse rettigheder ikke opbruger formuen, er den længstlevende ægtefælle også berettiget til en tredjedel af det resterende løsøre (hvis afdøde efterlader sig livsarvinger) eller til halvdelen (hvis afdøde ikke efterlader sig livsarvinger). Den længstlevende ægtefælle overtager resten af intestatarven, hvis afdøde ikke efterlader sig livsarvinger, forældre eller søskende (jf. § 2 i arvefølgeloven (Skotland) af 1964).

Ved intestatarv overtager den længstlevende ægtefælle meget ofte hele ejendommen. I teorien har de efterladte livsarvinger ret til en tredjedel af afdødes løsøre (legitim) , men livsarvingerne giver ofte afkald på denne ret. Hvis den længstlevende ægtefælle ikke er nævnt i testamentet, kan han/hun kræve en tredjedel af løsøret, hvis der er efterladte livsarvinger, eller halvdelen, hvis der ikke er efterladte livsarvinger.

Print this topic

back to top